Der er megen snak om blogs og alt det gode de gør for os mennesker. Idet, at blogs er blevet ganske nemt tilgængelige bruges de til alle mulige formål, lige fra dybt personlige udleveringer om trivialiteter i folks liv, til diskussion af vidspændende samfundsmæssige probelmstillinger. Personligt er jeg rimelig ligeglad hvornår lille Markus har lagt den første pølle, og sådan er vi nok flere, der har det. Langt mere interessant er det, at diskutere politik på nettet.
I bund og grund er bloggen ikke et medie, vi ikke kan være foruden her i Danmark, hvor ytringsfriheden værnes om med alle midler. Vi har en tradition for, at hvis der er noget i det politiske liv, vi er utilfredse med, så skriver vi et læserbrev, eller til den ansvarlige politiker personligt. Det er helt naturligt for os, og i den sammenhæng kan bloggen ses som et naturligt medie til at kommunikere ting, vi ellers ville have diskuteret via andre kilder.
Helt anderledes er situationen i lande med totalitære regimer eller meget strenge hierarkier og beskeden tradition for uddelegering af magt og medbestemmelse (Politiken 11/10-06). I lande, hvor borgerne er, eller føler, at de er, berøvet politisk indflydelse, er blogs en måde uden om de gængse politiske partier, medier og indflydelseskanaler at komme til orde. For eksempel er den kritiske debat i lande som Rusland, Kina og Iran flyttet over på Internettet, i takt med, at de etablerede medier underlægges censur (Politiken 11/10-06).
I Kina – og formodentlig også andre lande – har myndighederne forsøgt at få større kontrol med nettet, men kontrollen vil være væsentligt sværere at udøve, end via traditionelle medier.
Derfor er blogs og andre politiske internetfora en stor gevinst for ytringsfriheden i lande med totalitære styrer og ringe borgerindflydelse.
